Personlighedsmæssige udfordringer

I hverdagen har vi hver især mange forskellige roller – f.eks. mor, medarbejder, studerende, datter og kæreste. Det kan være svært at håndtere de mange forskellige roller, og til tider kan man blive i tvivl om, hvem man egentlig selv er. Når man stiller sig selv det spørgsmål, har man brug for et indre kompas, der kan hjælpe en på vej, og dette kompas er tæt forbundet med følelserne.

Hvis man gennem længere tid har flygtet fra de ubehagelige følelser eller måske fra alle følelser, kan det blive umådeligt svært at finde sin egen indre kerne. Man kan blive i tvivl om, hvad man selv står for. Man kan måske komme i situationer, hvor man har svært ved at sige fra overfor noget, man ikke kan stå inde for. Andre gange kan man måske løbe ind i mange konflikter, fordi man får svært ved at aflæse og forstå både sig selv og andre. Nogle oplever, at de bliver voldsomt vrede eller kede af det uden, at de selv eller andre helt kan forstå hvorfor.

Når vores vanskeligheder på denne måde bliver så centrale for, hvem man er, taler man i psykologien om, at det er personligheden, der udfordrer os. Dette kan ske i mild grad, når man bliver i tvivl om sin rolle i særlige omstændigheder. Når det bliver mere omfattende, kan man nogle gange tale om, at det er en egentlig personlighedsforstyrrelse.

Hos ViborgPsykologerne tilbyder vi behandling af personlighedsmæssige udfordringer både individuelt og i grupper. Vi arbejder tit med at komme i kontakt med følelserne og blive klogere på, hvorfor, de er svære at mærke. Ofte er der en god grund til, at de er gemt så godt af vejen. Mange af de tidligere konflikter, svigt og svære oplevelser vi har med i bagagen er med til at forme vores tankemønstre, reaktioner og følelser i nutiden.

I terapien arbejder vi også med at håndtere “den indre kritiker”, som kan spænde ben for, at du følger dit indre kompas og kan være til stede i nuet. På den måde kan du i livets udfordringer lære at give dig selv og andre medfølelse og omsorg i stedet for afvisning og kritik.

Temaer som vi ofte taler om i behandlingen af personlighedsmæssige udfordringer:

  • Hvem er jeg egentlig, når jeg ikke blot opfylder andres forventninger
  • At føle sig tom indeni
  • At se på de handlinger, du kommer til at gøre, som egentligt skader dig selv
  • At forstå dig og den historie, der gør at dine handlinger og følelser kan være svære at forstå
  • At forstå hvilken del af konflikter, der tilhører dig, og hvilke der tilhører andre.
  • At vende tilbage og reparere, når man har reageret for voldsomt eller ikke har reageret på noget vigtigt

Kontakt os

Ring til os og læg en besked.

Kontakt os

Ring til os og læg en besked.